Udvidelse og ombygning af Sofiendalskolen

Sofiendalskolen står over for en spændende transformation. Skolen, der i dag er tresporet og rummer et specialafsnit for elever fra 0.-5. klasse, skal udvides og ombygges for at imødekomme stigende elevtal og nye behov på specialområdet.

Med projektet skaber vi plads til fire spor for indskoling og mellemtrin, og specialafsnittet Sirius tilpasses, så det fremover rummer elever fra 0.-10. klasse. Skolen organiseres i afdelinger for indskoling, mellemtrin og udskoling med alderssvarende specialafsnit (Sirius 1, 2 og 3) i direkte forbindelse.

Ombygningen og udvidelsen sker, mens skolens dagligdag fortsætter. Derfor er der særligt fokus på at skabe et trygt miljø omkring byggepladsen for skolens 600 elever, lærere og forældre.

Med fokus på ansvarligt byggeri og miljøhensyn

Projektet omfatter en ny indskolingstilbygning i to etager på ca. 2.657 m² med betonbagvægge, bærende søjler og facader i træ beklædt med Thermowood. Tilbygningen bliver Svanemærket, hvilket sikrer fokus på cirkulær økonomi, klima, kemikalier og biodiversitet og bidrager til løsninger med lavere miljøpåvirkning og højere kvalitet i materialevalg og byggeteknik.

Der etableres også nye forbindelsesgange, en mellembygning ved det bevaringsværdige gule hus og et nyt skur i terræn.

Ombygning og udearealer

Den eksisterende hovedskole og det gule hus ombygges delvist, og Sirius 1 ryddes til råhus og genopbygges med nye overflader. Udearealerne får nye parkeringspladser med kys & kør-funktion, stiforbindelser og en ny affaldsstation med molokker.

 

Illustration