Jeg har lært mere hos NCC end på de to år, jeg har gået på skolen.

Kom i praktik i NCC og oplev hvordan din viden fra skolebænken omsættes til praksis på vores projekter, der sætter aftryk på fremtidens infrastruktur, veje, boliger, skoler og hospitaler.
Som praktikant i NCC får du chancen for at prøve kræfter med virkeligheden og blive en del af noget stort - noget, der påvirker hverdagen for både nuværende og kommende generationer. Gennem vores projekter sætter vi aftryk på vores omgivelser, og vi er med til at sætte dagsordenen for byggeriets fremtid, uanset om det handler om den teknologiske udvikling, materialer, byggeriets processer, arbejdsmiljø eller klimapåvirkning.
Det er vores erfaring, at praktikforløbet vil give dig et solidt indblik i den spændende og udfordrende dagligdag, der er i en entreprenørvirksomhed.
Vi er overbevist om, at det er en fordel både for dig og for os, at du er i praktik. Du får mulighed for at prøve din viden af og finde ud af, hvor i bygge- og anlægsbranchen du føler dig mest hjemme. Og vi får ny viden og inspiration.
Vi tilbyder blandt andet praktikpladser inden for fagområderne Byggeri & Råhus, Nybyg, Renovering, VDC, Engineering/Rådgivning, Forsyning og Beton & Anlæg. Typisk ansætter vi 35-40 praktikanter hvert forår og efterår. Se vores ledige stillinger her.
Det er vigtigt for os, at din praktiktid bliver både udfordrende og spændende. Vi udarbejder derfor din læringsplan sammen, og lytter til dine idéer og ønsker for din praktik.
Hos NCC står der ikke praktikant i panden på dig. Tværtimod ser vi dig som en medarbejder på lige fod med andre. Det betyder at du får ansvar og forventes at tage del i de opgaver og udfordringer, som hverdagen byder på. Som praktikant styrer du for eksempel tidsplaner og holder øje med økonomien, du sikrer, at kvaliteten er i orden, du kommunikerer med fagentreprenører og bygherre, og du er involveret i den daglige administration.
Hos os bliver du en del af et stærkt fællesskab. Vi arbejder i teams, og bidrager alle til at nå vores fælles mål. Uanset om du arbejder på kontoret eller ude på vores spændende projekter; vil du indgå som en vigtig del af holdet. Du vil arbejde tæt sammen med både yngre og mere erfarne kolleger, som du kan lære af og få den nødvendige sparring fra.
Ud over de kolleger du vil møde i dit daglige arbejde, vil du også få et netværk blandt dine med-praktikanter som du mødes med flere gange i løbet af din praktik. Vi afholder fælles opstart og afslutning, ligesom vi har god erfaring med, at praktikanterne besøger hinanden på de forskellige projekter. Alt sammen noget som er med til at styrke dit netværk.
Vi er en af Danmarks største entreprenør- og anlægsvirksomheder og har derfor mange forskellige typer opgaver og projekter. I NCC arbejder vi med alt fra projektstyring, ledelse og projektering over salg til 3D-modellering, tilbudsgivning, projektudvikling og rådgivning. Uanset om du brænder for at arbejde med udviklingsopgaver eller vil tage del i konkrete vej-, bygge- og anlægsopgaver, er der mange muligheder hos os.
Vi er vant til at have mange praktikanter, og har rigtig positive erfaringer med praktikforløb. Derfor ansætter vi en del af vores praktikanter som studentermedhjælpere efter endt praktikophold, og når du er færdig med dit studie, er der også gode chancer for at fortsætte din karriere hos NCC. Det kunne for eksempel være i en stilling som assisterende entrepriseleder, produktionsleder eller lignende.
Se hvilke karriereevents vi deltager i og kom og få en snak med os om karriere- og praktikmuligheder i NCC.