CAMPUS Køge får 300 klimasikrede P-pladser

Når CAMPUS Køge gør klar til at vokse til dobbelt størrelse, er det ikke blot de mange uddannelsesinstitutioner, studieboliger og grønne omgivelser, der får et løft. Det nye parkeringsareal omkring uddannelsesbyen bliver samtidig Danmarks hidtil størst anlagte ”klima P-plads”.

Med mere end 50 forskellige uddannelser har det nye CAMPUS sat Køge på landkortet som den nye uddannelsesby på Sjælland. Udover plads til mange flere uddannelser, studieboliger og grønne rum, skal et P-areal på mere end 10.000 m2 anlægges som en klimavej med permeable belægningssten, der selv dræner regnvandet væk. NCC står for leveringen af de 10.000 ton DrænStabil® grus, som er en del IBF’s samlede klimaløsning til håndtering af de enorme mængder regnvand, vi kan forvente i fremtiden.



”Fremtiden vil byde på flere skybrud, som vores kloakker og veje ikke kan håndtere. Permeable bærelag, der selv dræner regnvandet væk, bliver derfor i stigende grad anvendt som klimasikring, når der skal lægges ny asfalt”, siger Michael Brask, Projektchef i NCC Industry.

Når kloaksystemet ikke er dimensioneret til de store regnmængder, vi får, fører det til oversvømmede gader og pladser. Derfor har vi brug for løsninger, der kan håndtere regnvandet. NCC har derfor udviklet en permeabel belægning, der kan aftage og dræne meget store mængder vand. 

Hemmeligheden er bærelaget NCC DrænStabil ®, der har så stor dræneffekt, at det kan optage regnvandet efter samme princip som en faskine. På den måde bliver vandet drænet langsomt ud i jorden eller videre til kloakanlægget med forsinkelse, så kloaknettet ikke overbelastes. Det betyder, at vejen eller pladsen altid er fri for vand – selv under skybrud, hvor der kan falde 15 mm nedbør på bare 30 minutter.

”En klimavej med permeable belægninger og bærelag er en oplagt løsning til villaveje og p-arealer som for eksempel det nye parkeringsområde ved CAMPUS Køge. Det er ikke dyrere at anlægge en klimavej, fordi man slipper for at grave store rørsystemer ned og installere tilslutninger til kloaksystemet”, siger Michael Brask.



Projektet i Køge udføres af Hoffmann A/S og består først og fremmest af nedgravede render, et lag af Bentonit måtter samt drænslanger i de nedgravede render, der transporterer vandet væk. Til sidst udlægges de cirka 50 cm NCC DrænStabil ® som bærelag og forsinkelsesbassin for betonbelægningen.

Klimavejen er blandt andet brugt til sikring af 4.000 m2 vej i Støvring og senest i Galten i Skanderborg Kommune, der har været særligt udfordret af voldsom regn gennem de senere år. Lufthavnsvejen i Aalborg er den hidtil største anlagte klimavej. Her er der blandt andet anvendt 12.000 tons NCC DrænStabil ®.

”Vi oplever en stigende interesse for de permeable belægninger og bærelag fra markedet, og der er flere projekter i støbeskeen, bl.a. 3000 m2 klimasikret vej ved IrmaByen i Rødovre”, siger Michael Brask.