Slidstærk asfalt på ny fjordforbindelse i Frederikssund

Flot ser det ud, når NCC’s brospecialister rykker ud for at lægge asfaltbelægninger på den nye fjordforbindelse, som går over Roskilde Fjord og forbinder Frederikssund og Hornsherred.

Byggeriet af den knap 10 km lange 4-sporet motortrafikvej syd for Frederikssund og den tilhørende højbro mellem Marbæk og Tørslev Hage, er ved at nå ved vejs ende.

Det er det europæiske joint venture - Rizzani de Eccher (Italien), Besix (Belgien) og Acciona Infrastructuras (Spanien) – som udfører opgaven i en totalentreprise for Vejdirektoratet. Men selvom joint venture-parterne alle er udenlandske, får flere danske underleverandører – heriblandt NCC Asfalt – også mulighed for at sætte et væsentligt aftryk på projektet.

NCC står for udlægningen af asfalt på den 1,4 km lange højbro. Valget faldt på NCC, fordi virksomheden har mange års erfaring med asfaltbelægninger til brokonstruktioner.

Kronprinsesse Marys Bro

Den nye bro, som får navnet Kronprinsesse Marys Bro, indvies med en folkefest og et broløb den 28. september 2019. Og de mange tusindvis af løbere, som har sikret sig et startnummer, kan derfor nu se frem til at mærke den nye asfalt og nyde den fantastiske udsigt, inden bilerne får lov at køre over et par dage senere.