Biodiversiteten blomstrer i Pederseje Grusgrav

I Pederseje Grusgrav i Nørre Alslev arbejder NCC målrettet med at øge den biologiske mangfoldighed – til glæde for både dyreliv, naturelskere og lokalbefolkningen på Falster

Grusgravenes foranderlige og næringsfattige naturmiljø giver ofte gode forudsætninger for at skabe et attraktivt miljø for truede dyre- og plantearter. Også selvom den daglige produktion er i gang. I NCC er det ligefrem et miljømæssigt mål at fremme et varieret biologisk liv i grusgravene – både mens de er i brug og efterfølgende. Et mål, som i den grad er blevet realiseret i Pederseje Grusgrav på Nordfalster. Her har NCC sammen med Guldborgsund Kommune og biolog Peter Henriksen, Limno Consult, arbejdet med at fremme den biologiske mangfoldighed i området siden 2003.

”Da vi skulle udvide grusgraven mod nord, så vi et stort potentiale i at øge biodiversiteten i det nye område. Dels fordi det primært bestod af opdyrkede arealer. Og dels fordi vi havde et godt kendskab til dyre- og plantelivet i de gamle, udgravede arealer i den eksisterende grusgrav. Her havde vi observeret forskellige arter af flora og fauna, som var gode indikatorer på, hvad det nye område kunne udvikles til”, siger Nanna Swane Lund, chefgeolog i NCC Industry, Råstoffer.

I dag – 17 år efter – er den biologiske mangfoldighed i området øget markant. NCC har blandt andet sørget for at efterlade næringsfattige arealer uden muld, så både planter, svampe og insekter kan trives og dermed skabe fødegrundlag for mange dyrearter. Dertil er efterladt store bunker af større sten for at tiltrække krybdyr og padder, og NCC har bevaret stejle skråninger og skabt vandflader med forskellige dybder for at tiltrække fugle, fisk og padder. Med andre ord – en oase for mange truede dyre- og plantearter.

”Resultaterne er overvældende. Søerne indeholder mange spændende vandplanter og padder, og grusgraven er blevet hjemsted for flere interessante fugle som et stort antal ænder, rovfugle, vadefugle, havørnen, natuglen, tårnfalken, digesvaler, lille præstekrave og mange flere”, siger Nanna Swane Lund.

Biodiversiteten er grundlaget for den spændende natur
I 2006 indgik NCC en aftale med Guldborgsund Kommune om løbende at overtage de efterbehandlede områder i grusgraven. Det har resulteret i, at en stor del af området omkring Pederseje Grusgrav i dag danner rammerne for et aktivt fritidsområde, som er blevet etableret i samarbejde med kommunen og en lokal brugergruppe. Udover et åbent lystfiskeri i søerne er etableret en natursti rundt om hele grusgraven. Her kan man gøre ophold i tre overdækkede observationshytter, hvorfra der er en godt udsyn til fuglelivet i området. Stien er en kombineret gang-, cykel- og ridesti, ligesom den også er en yndet sti for motionister, spejderforeninger, hundetræning mv.

”Det er ret fantastisk, at vi kan opnå en så høj biodiversitet i grusgraven, for det er hele grundlaget for den spændende natur, vi nu har på lokationen. Den leverer vi nu løbende tilbage, så både offentligheden samt dyre- og plantelivet også kan få glæde af den”, siger Nanna Swane Lund.

FAKTA:
NCC KIELO: Den levende natur af sten

Pederseje Grusgrav er NCC’s anden råstoflokation i Danmark, som lever op til kriterierne i det nordiske koncept – NCC Kielo – der skal medvirke til at fremme biodiversiteten i virksomhedens mange graveområder.

Kielo er forkortelsen af det finske ”KIviaineksen Elävä LuontO”, som betyder den ”levende natur af sten”. For at blive en NCC Kielo-lokation er der en række kriterier, der skal opfyldes, herunder en undersøgelse af naturtyper for at kortlægge karakteristiske arter i området, opsætning af mål for området og en grundig planlægning af aktiviteter, der kan medvirke til at skabe de ønskede betingelser for biodiversitet.

”I hele norden har vi mange gode eksempler på, hvordan man kan arbejde med at fremme biodiversiteten i vores grusgrave og stenbrud. Vi besluttede derfor at samle vores erfaringer i en fælles nordisk metode, som vi kan bygge videre på, og som kan smitte positivt af på endnu flere af vores råstof-lokationer i alle fire nordiske lande”, siger Nanna Swane Lund, chefgeolog i NCC Industry, Råstoffer.

Sidste år blev Siem Grusgrav i Rebild Kommune udpeget som den første danske Kielo-lokation i NCC. Og så sent som i starten af april indgik virksomheden et samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening om at give den sjældne strandtudse nye og bedre levesteder i NCC’s grusgrav i Munke Bjergby nord for Sorø.

For yderligere information kontakt venligst:

Pressechef Carl Johan Corneliussen, NCC Danmark, 26 15 21 27, carcor@ncc.dk

NCC´s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC:s Mediabank

OM NCC. Vores vision er at forny vores branche og levere de bedste bæredygtige løsninger. NCC er en af de førende virksomheder i Norden inden for byggeri, infrastruktur og ejendomsudvikling med en omsætning på rundt regnet 41 mia. kr. og 15.500 ansatte i 2019. NCC-aktien er noteret på NASDAQ Stockholm.