Nyt parkeringshus ved Virkelund i Albertslund
Et nyt parkeringshus i Virkelund – det første bykvarter i Coop Byen. Det er det sjette i rækken af parkeringshuse, som NCC bygger med udgangspunkt i deres eget parkeringshuskoncept.
Som en del af udviklingen af det nye boligkvarter Virkelund i Albertslund, opfører NCC et markant parkeringshus med plads til 461 biler. Huset fungerer som indgangsportal til området og er centralt placeret ud til et aktivt byrum med plads til bl.a. loppemarkeder, løbehjul og træning.
Parkeringshuset er opført i stål og betondæk med en semi-transparent facade i genbrugte materialer som træ og naturskifer fra nedrevne bygninger på grunden. Facaden består af fire forskellige materialer og sikrer både dagslys og naturlig ventilation.
Bygningen rummer 13 forskudte niveauer og er designet med fokus på åbenhed, overblik og genanvendelighed – de bærende stålkonstruktioner kan skilles ad og bruges igen. Hovedtrappen udgør en grøn vertikal have, som forbinder byrummet med huset og inviterer til ophold og bevægelse.
Parkeringshuset opføres efter NCC’s P-hus-koncept og bliver DGNB Guld-certificeret med fokus på en bred vifte af miljøtiltag – herunder energibesparelser, genbrug og grønne facader.
