Aarhus Internationale Sejlsportscenter blev indviet i 2018

Aarhus Internationale Sejlsportscenter, Aarhus

Det nye sejlsportscenter er tegnet af arkitektfirmaet Entasis a/s og opført af NCC på Aarhus Lystbådehavn midt i det nye byområde Aarhus Ø. Her vil det danne rammen om sejlsportsaktiviteter for både elitesportudøvere og amatører i alle aldre

Det smukke hus og de nye, moderne faciliteter giver gode muligheder for at fastholde og udbygge Danmarks position som en stor sejlsportsnation og udbrede sejlsport som fritidsaktivitet for endnu flere børn og unge. Huset rummer blandt andet mødelokaler, loungeområde, kontorer, værksted, fitnessrum og meget mere.

Smukt og udfordrende i beton

”Aarhus Internationale Sejlsportscenter er på mange måder et spændende projekt, som vi er stolte af at have været med til at opføre,” siger senior produktionschef Morten Rasmussen fra NCC og ansvarlig for råhusentreprisen.

Arkitekten er glad for synlig beton, hvilket kun kan glæde en betonentreprenør som NCC. Ofte bruger medarbejderne i NCC Beton & Råhus mange måneder på at udføre en konstruktion, som efterfølgende bliver dækket med en beklædning. I det nye sejlsportscenter står de udvendige facader i rå lys beton, og det samme gælder store dele af de indvendige vægflader.

Entasis arkitekter, der har tegnet det nye sejlsportcenter, har udfordret NCC’s betonfolk, som har fået lov til at arbejde med det, de er allerbedst til. ”Betonhuset er tegnet med en vanskelig geometri, der har udfordret vores montagefolk, men de har virkelig gjort det godt,” siger Morten Rasmussen. ”Vi er stolte af det færdige resultat, hvor fugerne mellem elementerne står knivskarpe med ens mellemrum og med flotte overflader”.

Virtuelt design af elementer

NCC’s afdeling for VDC (Virtual Design & Construction) måtte træde til, da der skulle støbes elementer til en slæberampe, hvor elementfabrikken ikke kunne se geometrien for sig i 2D-projektmaterialet. VDC-afdelingen 3D-modellerede dækelementerne og hjalp med optegning af produktionstegninger, så elementerne passede perfekt, da de blev leveret.

Byggeri af bådehaller

Nyt sejlsportscenter med to bådehaller – en stor og en mindre – værksteder, omklædningsfaciliteter, administrations-, undervisnings- og mødefaciliteter, herunder VIP lokaliteter samt multifunktionelle lokaler for afholdelse af blandt andet skippermøder, stævnearrangementer, træningssamlinger og overnatning.

Råhusarbejderne omfattede etablering af tre store porte i de to haller, hvor fuldt riggede både kan trækkes ind, store glas-alu partier, tagdækning inklusiv ovenlys, smedearbejde samt alt udenoms gartnerarbejde. Råhuset er opbygget med pælefundering og selvbærende fundamentsbjælker. Den bærende konstruktion er udført i præfabrikerede betonelementer, søjler og bjælker. Etageadskillelse udføres i et huldæk og tagdækket som ribbetagplader. Facader er udført i betonsandwichelementer og præfabrikerede betonsøjler. Indvendige materialer er rå betonoverflader, porrebeton samt pulverlakerede ståltrapper.