Faglig stolthed og samarbejde er kernen i Renovering & Transformations tømrer-egenproduktion
I Renovering & Transformation er vores tømrer-egenproduktion en naturlig del af enhver byggesag. Vi er en vigtig brik på det samlede hold, og vi ved, at egenproduktionen er med til at skabe succes – men vi gør det kun gennem en fælles indsats.
Vi brænder for at levere et godt stykke håndværk, vi kan være stolte af, og vi når kun vores mål, fordi vi hjælper hinanden, bruger vores sunde fornuft og har respekt for det fag, vi alle udspringer af.
Renovering & Transformations egenproduktion består primært af tømrere, men udfører også mindre jord-, kloak- og beton-/råhusarbejder
Egenproduktion er en integreret del af Renovering & Transformation, som bidrager med solid faglighed, og giver os en stor fleksibilitet i forhold til de opgaver, vi løser.
”Vi opfatter vores håndværkere som vores ambassadører,” fortæller Bob Borella, der er sektionsdirektør for egenproduktionen. ”Tit skal de ind i folks hjem og arbejde, så det er vigtigt, at det er folk, vi kender og har tillid til, og som er gode repræsentanter for NCC – ud over at være dygtige håndværkere naturligvis.”
Planlægning, omstilling og sund fornuft
En stor del af vores dag går med at være på forkant. Vi planlægger opgaverne grundigt, så vi er forberedte på de udfordringer, der altid dukker op i en renoveringssag. Netop her gør vi ære på navnet "Renovering" ved at håndtere det uforudsigelige professionelt. Vi ved, at tingene kan ændre sig hurtigt, når projektet møder virkeligheden. Derfor er vi omstillingsparate og klar til at finde gennemtænkte, bygbare og optimerede løsninger med kort varsel.
Vi investerer i vores folk, så de har de relevante kurser, det rigtige grej og den ballast, der skal til for at løse opgaverne professionelt – altid som en integreret del af det øvrige byggelederteam på sagen.
Ingen solopræstationer – vi løfter i flok
I vores verden findes der ikke solopræstationer. Vi lykkes kun, hvis vi gennemfører arbejder sammen – både tømrerene imellem og i samspil med resten af teamet på byggepladsen.
- Fælles ejerskab: Når vi spiller sammen med det øvrige team, skaber det respekt og gør det muligt at aflevere til tiden og i den rette kvalitet.
- Den gode stemning: Vi gør en aktiv indsats for at bevare en sund kultur med en tæt dialog. Respekt for hinandens faglighed og en ordentlig tone er det, der skaber resultaterne i sidste ende.
- Det unikke sammenhold: Vi styrker bevidst relationen mellem vores egenproduktionsledere og formænd. Gennem både daglig sparring og sociale arrangementer opbygger vi det tillidsforhold, der skal til for at håndtere de komplekse udfordringer, vi møder. Vi tror på, at vi opnår de bedste resultater, når vi løfter opgaven som ét samlet hold, der har forståelse for hinandens travle hverdag.
