NCC samler lærlinge til Lærlingedag

Torsdag d. 14. januar holdte NCC Lærlingedag for alle tømrer-, elektriker-, anlægs- og bygningsstruktørlærlinge i NCC - et arrangement som fremover vil løbe af stablen en til to gange årligt med formålet at styrke NCC-lærlinges netværk og kompetencer.

Mere end 50 lærlinge deltog på dagen, hvor de fik faglige inputs i form af interne og eksterne oplæg med fokus på NCC og arbejdsmiljø, sikkerhed, kommunikation og konflikthåndtering. Derudover fik lærlingene mulighed for at pleje netværket og fællesskabet med ligesindede kollegaer fra nær og fjern. Med på dagen var desuden en række af lærlingenes arbejdsledere fra byggepladserne.

Lærlingene skal være med til at forbedre arbejdsmiljøet i NCC

Et vigtigt tema på dagsordenen var sikkerhed og arbejdsmiljø, som Henning Laursen, arbejdsmiljøchef i NCC, og Kåre Christensen, senior arbejdsmiljøchef i NCC, tog op til en livlig debat med lærlingene.

"Det er afgørende, at vi fastholder vores fokus på vores arbejdsmiljø, da vi alle skal holde et helt arbejdsliv. Lærlingene har deres daglige gang på byggepladserne, og det er dem, der skal være med til at sikre NCC's fremtid. Derfor er det vigtigt, at de støtter op om - og får opbakning til at fastholde vores arbejdsmiljøkultur i hverdagen," sagde Henning Laursen og fortsatte:

"Vi vil gerne hjælpe og støtte lærlingene, så de trives i deres arbejde, og her er Lærlingedagen en unik mulighed for at få dialogen og lære af hinanden, så vi hele tiden kan forbedre arbejdsmiljøet i NCC."

NCC's ambition med Lærlingedagen er at styrke og udvikle lærlingenes netværk og samtidig at give dem et kompetenceløft, så de bliver klædt ekstra godt på til deres arbejde i NCC.