NCC reducerer CO₂ med nyt brændstof i tanken

Med en simpel omstilling til B7-diesel reducerer NCC i Danmark nu årligt CO₂-udledningen med over 500 tons. Dermed tager NCC et vigtigt skridt mod koncernens mål om 75 procent lavere CO₂-udslip i 2030.

De karakteristiske entreprenørmaskiner hos NCC i Danmark får nu nyt brændstof i tanken. Fremover kører de på B7-diesel – en dieseltype tilsat 7 procent biodiesel, der sænker CO₂-udledningen, uden at det går ud over ydeevnen.

Skiftet er netop implementeret på tværs af hele virksomhedens lokationer og projekter i Danmark – fra asfaltfabrikker til byggepladser og anlægsprojekter – og markerer endnu et skridt i den retning, NCC har sat kurs mod.

Effekten mærkes i hele NCC i Danmark, men det er særligt den maskintunge forretningsenhed Råstoffer, der oplever en tydelig forbedring i CO-regnskabet. Her forventes en årlig besparelse på omkring 400 tons CO.

Ansvarlig udvinding af råstoffer
Søren Evald Jensen, direktør for NCC’s danske råstofdivision under NCC Industry, understreger vigtigheden af initiativet:

”Dette er næste skridt i vores ambition om at reducere vores CO₂-udledning. Råstoffer er afgørende for udviklingen af vores samfund og ikke mindst for den grønne omstilling. Derfor skal vi selvfølgelig hente råstofferne med omtanke for miljøet.”

Ud over skiftet til B7-diesel arbejder NCC’s råstofdivision også målrettet med at mindske tomgangstiden på virksomhedens maskiner. En fokuseret indsats har allerede bragt tomgangstiden ned fra cirka 20 procent i 2022 til kun 7 procent i 2025.

Teknologi og uddannelse skaber effekt
NCC’s råstofdivision anvender desuden teknologien Clevertrack, der overvåger samtlige læssemaskiner på virksomhedens råstoflokationer landet over. Data herfra visualiseres på dashboards i alle grusgrave og søpladser, hvilket giver medarbejderne et bedre overblik og mulighed for at optimere driften yderligere.

Alle virksomhedens maskinførere har desuden gennemført et ECO operator-kursus hos Volvo i Sverige, hvor de har fået praktiske redskaber til at minimere unødvendig tomgang.

”Uddannelse af vores maskinførere er en afgørende del af arbejdet med at reducere CO₂-udledning. De har fået en stærkere forståelse af, hvordan de kan bidrage aktivt til at skåne miljøet i dagligdagen,” siger Søren Evald Jensen.

Han understreger, at ”ansvarlige valg i hverdagen kan føre til betydelige besparelser for miljøet.”
 

Alle fotos er til fri redaktionel brug.
 

For yderligere information kontakt venligst:
Carl Johan Corneliussen, pressechef, Tlf.: 26152127, E-mail: carcor@ncc.dk

NCC’s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC’s Mediabank

Om NCC. NCC er en af de førende entreprenørvirksomheder i Norden. Med udgangspunkt i sin ekspertise inden for ledelse af komplekse byggeprocesser, bidrager NCC positivt inden for det byggede miljø for både kunder og samfund. Vores forretning omfatter bygge- og infrastrukturprojekter, asfalt og råstofudvinding samt udvikling af erhvervsejendomme. I 2024 havde NCC en omsætning på ca. 62 milliarder SEK og 11.800 ansatte. NCC’s aktier er noteret på Nasdaq Stockholm.