Man skal behandle andre som man selv vil behandles
Ole Worm forlod skolen tidligt. Først arbejdede han på sin fars landbrug, så var han bestyrer i et bageri. Siden blev han lastbilchauffør, før han fik nys om, at der var flere penge at tjene som betoner, og som 22-årig fik han arbejde i et betonsjak, der støbte kanaler til fjernvarme for Rasmussen & Schiøtz, som siden blev til NCC.
Efter 13 år som betoner og sjakbajs blev han formand, og den titel har han endnu. I maj fejrede han sit 40-års jubilæum.
”Jeg har egentlig ikke tænkt så meget over det. Tiden er bare gået, den ene dag efter den anden, og pludselig er der gået 40 år.”
Da Ole Worm startede som 22-årig jord- og betonarbejder i Rasmussen & Schiøtz – det, der i dag er NCC – var det især, fordi der var gode penge i det. Han forlod skolen i 7. klasse, fordi han var skoletræt.
”Jeg er meget ordblind, og skolebænken var hårdt arbejde for mig. Egentlig drømte jeg om at blive mekaniker, men et krav om tyskkundskaber satte en stopper for den drøm. I stedet arbejdede jeg på min fars landbrug, bestyrede et bageri og kørte lastbil, indtil jeg havnede i et betonsjak i Valby, hvor vi støbte kanaler til fjernvarme.”
Fra skoletræt til struktør med medalje
Efter 13 år som jord- og betoner og sjakbajs, blev Ole Worm formand. Det var ikke noget, jeg opsøgte. Faktisk sagde jeg nej flere gange, da min daværende chef foreslog det. Jeg var bange for at ende bag et skrivebord, men til sidst lod jeg mig overtale.
”Kort tid inden jeg blev formand, insisterede min egen formand på, at jeg skulle tage den dengang helt nye struktøruddannelse. Jeg strittede imod. Skoletiden var et mareridt, der stadig sidder i mig, og jeg havde slet ikke lyst til at gå i skole igen.
”Men alt det, vi skulle lave med hænderne, var lige mig. Til min svendeprøve skulle vi bygge en konisk bjælke og en konisk søjle på tre-fire meter. Det var en kæmpestor opgave, som vi havde fire dage til. Jeg husker, at jeg var færdig længe før de andre og egentlig bare havde travlt med at komme hjem til det landsted, jeg lige havde købt,” fortæller han. ”Da jeg fik at vide, at jeg skulle blive, troede jeg først, at jeg var dumpet. Det viste sig, at jeg havde bestået med ros og skulle have en medalje.”
At opdrage et sjak og passe på hinanden
I dag har Ole ansvaret for to sjak med i alt 15-16 mand. Det er en blandet gruppe, der spænder fra 18 år og helt op til pensionsalderen. Der er også et par polske kolleger og en syrer, der kom hertil som flygtning for over ti år siden.
”Min fornemmeste opgave som formand er at sørge for mine folk. Jeg skal sikre, at de har de rigtige materialer, og at der altid er arbejde til dem, så de ikke skal sendes hjem,” siger Ole Worm.
Når der skal ansættes nye folk til sjakket, eller der kommer lærlinge til, så kan han meget hurtigt mærke, om det er et menneske, der kommer til at fungere i teamet.
”Jeg kan som regel mærke på håndtrykket og udstrålingen ved første møde, om det er en person, der vil fungere hos os. Den gode medarbejder er en, der tager ansvar, holder hvad han lover og møder stabilt til tiden hver dag,” siger han. ”Nogle gange føles det næsten som om, de er ens egne børn. Når der kommer en ny ind i sjakket, skal man lige opdrage lidt på dem, så de passer ind i kliken.”
Ole Worm har den grundlæggende indstilling, at man skal opføre sig ordentligt og behandle folk, som man selv vil behandles.
”Vi passer godt på hinanden. Vi køber det nødvendige hjælpeværktøj, og jeg er konstant efter mine folk for at minde dem om at bruge hjelm, hagerem og sikkerhedsbriller. De unge er nok lidt bedre til at bruge det, fordi de har været vant til det fra starten. De ældre kolleger har arbejdet i mange år uden de krav.”
Stoltheden i håndværket og tilliden i hverdagen
Hvis man spørger Ole Worm, hvad den største forandring har været på de 40 år, så er det uden tvivl computeren. I dag skal alting dokumenteres. Løn, APV, kemidatabaser og affaldssortering. Man kan ikke bare få lov til at bygge et hus længere uden at dokumentere hvert skridt. Det kan måske føles som om, man bliver kigget over skulderen, men det er en del af den øgede kontrol og kvalitetssikring i branchen.
”Til gengæld får vi lov til at bygge nogle fantastiske ting. Vi laver meget in situ-beton og monterer betonelementer, og senest er sjakket også blevet "omskolet" til at bygge råhus i træ på opførelsen af Bosch-domicilet i Ballerup,” fortæller han. ”Folkene syntes, det var sjovt at prøve noget nyt, selvom de rigtig gerne vil arbejde med beton.”
Ole Worm er fuld af stolthed over de byggerier, han har været med til at opføre. Blandt dem er Krystallen ved Kalvebod Brygge og Bohrs Tårn i Carlsberg Byen. Det krævede et særligt fokus på sikkerhed og faldsikring at bygge så højt. Når han kører forbi med sine børn, kan han ikke lade være med at pege og sige: "Det har far bygget."
Fejring og fremtid
Ole Worms pensionsalder hedder 68 år, så der er stadig en håndfuld år til. Han har dog ingen planer om at stoppe den dag. Han har gennem 40 år vænnet sig til at køre hjemmefra ved halv femtiden for at undgå trafikken og komme tidligt på byggepladsen, og det tænker han ikke at ændre på.
”Måske vil jeg gerne lidt ned i tid den dag, men så længe de kan bruge mig, vil jeg gerne blive ved,” siger han og fortæller, at mange har ringet gennem tiden og tilbudt ham andet arbejde, men han har altid takket nej.
”Det handler ikke kun om penge,” siger han. Det handler om den frihed og tillid, man opbygger, når man har været i den samme virksomhed i mange år og kender hinanden godt.
Da Oles 40-års jubilæum nærmede sig, ville han egentlig helst bare spise en stille middag med familien, for han bryder sig ikke om at være midtpunkt.
Men hans chef insisterede, og så blev de nærmeste kolleger fra kontoret og sjakket inviteret til frokost på Dragsholm Slot.
”Jeg frabad mig taler, men det fik jeg nu ikke lov til at bestemme. Og for at være ærlig – det var faktisk utrolig hyggeligt,” fortæller han. ”Og det er jo rart at mærke, at der er nogen, der sætter pris på ens indsats og synes, man fortjener at blive fejret.”