Ny Esbjergvej i Kolding bliver testbane for fremtidens asfalt
Ny Esbjergvej i Kolding er blevet forvandlet til et levende testlaboratorium. På en af byens mest trafikerede indfaldsveje skal fire forskellige asfaltbelægninger nu testes side om side under præcis de samme forhold. Målet er at finde nye løsninger, der kan sænke CO2-udledningen markant og samtidig levere den holdbarhed, som moderne vejbelægninger kræver.

I samarbejde med Kolding Kommune tester NCC’s asfaltenhed tre nye asfaltløsninger op imod en traditionel løsning på strækningen mellem Vejlevej og rundkørslen ved motorvejen. De fire asfaltløsninger lægges med hhv. to i vestgående retning og to i østgående retning tæt ved Kolding Storcenter og NCC’s asfaltfabrik i Kolding. De kommende år vil NCC og kommunen følge udviklingen tæt for at undersøge, hvordan de forskellige belægninger klarer sig på en af Koldings mest trafikerede vejstrækninger.
Formand for Plan- og Teknikudvalget i Kolding Kommune, Tobias Jørgensen, ser store perspektiver i projektet:
”Jeg har store forventninger til dette forsøg. Vejbelægninger tegner sig for en pæn del af vores CO2-udledning. Derfor er det helt naturligt, at vi engagerer os i et udviklingsprojekt, hvor vi i samarbejde med NCC tester nye typer af belægninger. Et projekt som dette kan forhåbentlig bane vej for, at vi i fremtiden kan anlægge og vedligeholde veje på en mere bæredygtig måde med lavere udledning af CO2,” siger Tobias Jørgensen.
Fire asfaltløsninger – én fælles målestok
Forsøget omfatter fire forskellige typer asfalt, som alle bliver lagt på samme vej, under samme trafikforhold og med den samme belastning. Det giver et sjældent og meget præcist grundlag for at sammenligne både holdbarhed og CO2-aftryk.
Den ene strækning udføres med en traditionel SMA-belægning (Skærvemastiksasfalt), som fungerer som reference. SMA er blandt de mest anvendte slidlag på danske veje og motorveje og er kendt for sin høje styrke, gode modstandsdygtighed over for tung trafik og evne til at modstå sporkøring og hårdt vejr.
De tre øvrige strækninger består af asfaltløsninger, der er udviklet med fokus på at reducere CO2-udledningen gennem nye materialer og højere andel af genbrug.
Biobaseret bindemiddel og høj genbrugsandel
Den første forsøgsbelægning er en SMA med et bindemiddel bestående af 96 procent biobitumen fremstillet primært af harpiks samt restprodukter fra papir- og madolieproduktionen. Samtidig indeholder asfalten minimum 40 procent genbrugsasfalt og lokale råstoffer. Løsningen er helt uden tilsætning af traditionelt fossilt bindemiddel.
Restprodukt fra papirindustrien
Den anden forsøgsbelægning anvender traditionelt bitumen tilsat 20 procent Tall Oil Pitch (TOP), som er et restprodukt fra papirproduktion. TOP fungerer som et blødgørende bindemiddel og bidrager samtidig til at reducere asfaltens samlede CO2-aftryk. Denne løsning forventes at reducere CO2-udledningen med 44 procent sammenlignet med referencebelægningen.
Lokale råstoffer og kortere transport
Den tredje forsøgsbelægning kombinerer 25 procent Tall Oil Pitch med minimum 40 procent genbrugsasfalt og stenmaterialer fra den jyske vestkyst. De lokale råmaterialer knuses tæt på udvindingsstedet og transporteres direkte til NCC’s asfaltfabrik i Kolding, hvilket reducerer behovet for lange transporter. Samlet forventes løsningen at reducere CO2-udledningen med 72 procent i forhold til referencebelægningen.
Unik mulighed for at sammenligne løsningerne
Hos NCC ser man forsøget som en enestående mulighed for at dokumentere, hvordan de forskellige asfaltløsninger klarer sig under virkelige forhold.
”Her får vi mulighed for at afprøve forskellige typer asfalt under præcis de samme betingelser og trafikforhold. Det giver et unikt sammenligningsgrundlag og gør det muligt at følge, hvordan de enkelte løsninger udvikler sig over tid. Med omkring 12.000 biler i døgnet bliver belægningerne for alvor sat på prøve, og de erfaringer bliver værdifulde i udviklingen af fremtidens asfalt. Der er allerede gennemført en række laboratorieforsøg og mindre tests, men det er sjældent, at vi kan undersøge flere løsninger side om side på en så trafikeret vej,” siger Bjarne Bo Lund-Jensen, Product Quality Specialist i NCC Industry.
Forsøget er samtidig en del af et bredere arbejde med at udvikle asfaltløsninger med et lavere CO2-aftryk. Interessen for sådanne løsninger er stigende, både i offentlige udbud og blandt kommuner, der aktivt arbejder med at reducere udledningen fra anlægsprojekter.
”Vi oplever stor interesse for asfalt med lavere udledning af CO2, da både kommuner, stat og private skal efterleve ambitiøse klimamål. Hvis resultaterne viser, at de nye asfaltløsninger præsterer som forventet, kan erfaringerne danne grundlag for flere lignende projekter i Kolding Kommune og andre steder i landet,” siger Morten Brask, Operation Specialist i NCC Industry.
Han fortæller, at målet ikke alene er at reducere CO2-udledningen fra vejbyggeri, men også at skabe dokumentation for, hvilke løsninger der kan levere den bedste kombination af holdbarhed, ressourceudnyttelse og lave klimaaftryk på de danske veje.
EPD’er dokumenterer effekten
Et vigtigt fundament for projektet er de miljøvaredeklarationer – EPD’er (Environmental Product Declarations) – som er udarbejdet for alle fire asfaltløsninger.
En EPD dokumenterer et produkts miljøpåvirkning på en transparent, objektiv og standardiseret måde gennem produktets livscyklus. For asfalt opgøres påvirkningen blandt andet som udledning af drivhusgasser (GWP-GHG) pr. ton produceret materiale.
EPD’erne viser blandt andet, at der kan opnås betydelige CO2-besparelser ved at anvende lokale stenmaterialer frem for granit fra Norge. Kortere transportafstande reducerer udledningen, og den effekt forstærkes yderligere af, at al asfalt til forsøget produceres på NCC’s fabrik i Kolding få kilometer fra forsøgsstrækningen.
Hos NCC er arbejdet med EPD’er forankret i en certificeret proces, der årligt gennemgår tredjepartsrevision for at sikre valide og pålidelige data. Dermed bygger projektets beregninger og forventninger på dokumenterede miljødata.
Asfaltbelægninger på veje med trafikmængder som Ny Esbjergvej har typisk en levetid på 12-15 år, og NCC forventer, at alle tre forsøgsbelægninger vil levere samme robuste ydeevne og lange levetid som traditionelle løsninger. De kommende år vil vise, hvordan de forskellige løsninger klarer sig under daglig belastning fra tusindvis af bilister, og resultaterne kan få betydning for, hvordan fremtidige vejprojekter planlægges og udføres.