Hvordan træffer man beslutninger tidligt i et transformationsprojekt, når man endnu ikke kender alle svarene?

Det spørgsmål var omdrejningspunktet, da vi inviterede udvalgte aktører fra branchen til rundbordssamtale om tidlig involvering og tryghed i transformationsprojekter. Formålet var ikke at finde ét facit, men at dele erfaringer om, hvad der skal til for at skabe et godt beslutningsgrundlag og et stærkt samarbejde i transformation.

En gennemgående pointe rundt om bordet var, at transformation udfordrer byggeriets vante processer og rollefordelinger. Det rejste blandt andet spørgsmål om:

  • Hvordan får vi de rette fagligheder i spil på det rette tidspunkt?
  • Hvordan skaber vi et tilstrækkeligt beslutningsgrundlag, når bygningen stadig gemmer på ubekendte?
  • Hvordan kan risici og muligheder bearbejdes i fællesskab, når ikke alle svar er kendt?

Dagens samtale blev modereret af @Karina Mary Andersen, der er projektdirektør i NCC’s enhed for Renovering & Transformation i Østdanmark. Hun peger især på værdien af at få perspektiver fra bygherrer, ejendomsaktører, rådgivere og entreprenører i spil:

"Jeg synes, det er vigtigt at skabe et rum, hvor vi kan tale konstruktivt om både de gode og dårlige erfaringer med transformationsprojekter og tidlig involvering, siger hun.”

En af deltagerne formulerede det meget præcist: Kunsten er at punktere fagbobler. Der er flere nuancer i spil, end vi kan se fra hver vores ståsted.

”Dialogen bekræftede mig i, at det ikke kun handler om den faglige ydelse, vi hver især kommer med. Relationen og tilliden mellem os er mindst lige så vigtig, hvis vi skal turde udfordre hinandens perspektiver. Det spørgsmål tager jeg med mig: Hvordan kan vi være åbne og nuancerede i samarbejdet og samtidig holde en klar retning for projektet?" siger Karina Mary Andersen.

LK-dialogmoede-rundtur-september20263