Når transformation kalder på diamantbor og tålmodighed
Efter 150 år som bankkvarter og senest hovedsæde for Danske Bank begynder et nyt kapitel i de historiske bygninger i Laksegade Kvarteret. NCC kalder transformationsopgaven spektakulær. Og zoomer man ind på de enkelte fag, der skal føre visionerne ud i livet, bliver det tydeligt hvorfor. For nogle af fagentreprenørerne begynder den fortælling helt nede i kælderen.
Mellem maskiner, afspærringer og massive betonkonstruktioner finder vi Martin Thøgersen. Når man spørger til hans titel, døber han sig selv skæremand. Han er én af ni medarbejdere fra KBP Diamanten, der skærer og borer de åbninger i betonen, som transformationen kræver. Der skal fx gøres plads til nye trapper, elevatorer og moderne installationer. Alt sammen ved hjælp af diamantklinger, kernebor og en god portion tålmodighed.
–Opgaven i Laksegade er min hidtil største udfordring som skæremand gennem 16 år. Det skyldes især de to bankbokssektioner i kælderen, som af gode grunde er bygget til at holde ubudne gæster ude. Større udfordring møder du næsten ikke i vores del af branchen. Normalt kan arbejdet være meget ensidigt, men hernede bliver vores faglighed virkelig sat på prøve, fortæller han og nikker mod sin kollega, der er ved at rigge skæreklingen til.
Bankboksen stiller særlige krav
De gamle bankkonstruktioner er bygget til at holde ubudne gæster ude. Det mærker skæremændene helt konkret i kælderen.
–Vi vidste, hvad klokken havde slået, da vores kernebor satte sig fast i den første armeringsfjeder. Normalt møder vi måske en 20 centimeter tyk væg med klassisk armeringsnet, men en bankboks skal jo være indbrudssikker. I kælderen på Laksegade har vi både armeringsnet og armeringsfjedre i en 56 centimeter tyk væg. Det stiller nogle helt andre krav til selve skærearbejdet, siger Martin Thøgersen og peger på en stabel med borekerner.
På en byggeplads, hvor fagentrepriserne følger efter hinanden, har skæremændenes fremdrift betydning for flere end dem selv.
–Det er selvfølgelig et vilkår i transformation, at man skal være omstillingsparat. Der er mange fag i gang, og nogle gange skal man kunne sadle om, fordi vi er afhængige af hinandens fremdrift. Når vi er færdige, står det næste fag klar til at tage over. Derfor er det afgørende, at koordineringen fungerer, og at byggeledelsen kan få enderne til at mødes. Det har de været gode til her, og det giver os arbejdsro til at koncentrere os om vores fag.
Tålmodighedsarbejde
Arbejdet begynder med skæremålene fra bygherren. Herfra mærker skæremændene selv op, borer hjørnehuller og deler de store felter op i betonklodser på omkring 500 kilo. Med høreværnet på og vand på klingen, der binder støvet undervejs, skærer de klodserne fri én efter én. I de tykkeste konstruktioner kræver ét snit tre forskellige diamantklinger. Men hvor lang tid arbejdet tager, ved Martin Thøgersen først for alvor, når klingen møder konstruktionen.
–Når vi rammer meget jern, er det tålmodighedsarbejde. Et snit på 2,5 meter kan tage op til tre timer, siger han og giver opstillingen med skæreklingen et kærligt klap.
Maskinen fortæller selv, når modstanden ændrer sig.
–Den kører med et vist antal omdrejninger ved maksimal belastning, men rammer den noget hårdt, går den automatisk ned i kadence. Så gælder det bare om at holde trykket og arbejde sig stille og roligt igennem. Du kan ikke forcere det
At gå i ét med maskinen
Tre timer ved det samme snit stiller ikke kun krav til udstyret. Skærearbejdet er ofte enmandsarbejde, og ifølge Martin Thøgersen er vedholdenhed mindst lige så afgørende som den faglige kunnen.
–Det handler meget om din egen indstilling til tingene. Vores fag er specielt, fordi du skal kunne arbejde meget alene. Det er i sig selv en mental udfordring, fordi du ofte ikke har nogen at kommunikere med.
Mange ville måske sætte musik i ørerne. Det går Martin Thøgersen ikke ind for.
–Vi kører meget på lyden fra klingen. Du kan høre, om du er igennem et blødt materiale, eller om du rammer noget hårdt. Derfor skal du så at sige gå i ét med maskinen, mens du holder din position de næste tre timer.
For ham er det i sidste ende et spørgsmål om mindset.
–De faglige kompetencer kan du lære. Men det duer ikke, hvis du hver anden time har lyst til at kaste håndklædet i ringen. Det kan godt være, at du som skæremand arbejder alene, men det samlede byggeri er en holdindsats. Der står en lang række fag og venter på at kunne arbejde videre med det, du er i gang med. Det er det, man skal tænke på. Og så må tingene tage den tid, de tager.
Når arbejdet bliver usynligt
Skærearbejdet er svært at overse, mens det står på. Men når Martin Thøgersen og kollegerne først er færdige, forsvinder meget af historien om det arbejde, der ligger bag, i det videre byggeri.
–Når vi først er færdige, er det svært at se på resultatet, hvad der egentlig skulle til for at nå dertil. Men skulle jeg pege på det arbejde i bygningen, som jeg selv er mest stolt af, så er det de to kældersektioner, slutter han med et smil.
